Opdateret d. 27-12-02


Tips & Triks 

Min egen Peugeot Speedfight AC, er en ganske almindelig standardudgave. Enkelte små detaljer har jeg dog ændret på, mest for at forbedre holdbarheden.

Pæn - ikke??

Rust og korrosion

Rust og korrosion er et problem på mange scooter-modeller, også på Peugeot. Jeg har sprøjtet med tynd rustbeskyttelse (PAVA, anbefalet af Peugeot), alle de steder hvor jeg kunne komme til det, også inde bag plastikken.

Forhjulsophænget er fuld af kroge og hulheder, og vil ruste hvis ikke man tager nogle forholdsregler. Jeg har sprøjtet rusbeskyttelse ind i det firkantede rør, der udgør "forgaflen", alle steder hvor jeg kunne komme til det, også foroven hvor det er svejset til kronrøret.
Jeg har lavet en lille "stænklap", der dækker den nederste del, herunder det lille hul i forstærkningen nederst, for at holde vandet ude, og beskytte mod stenslag. På billedet kan man se "stænklappen" imellem hjulet og møtrikken.

Front wheel mount

Et andet stort problem, er den sorte maling på udstødningen, den er simpelt hen for dårlig. Efter ganske kort tid kommer der rust, lige meget hvad man gør. Jeg afmonterede udstødningen, og rensede den af, så den var helt ren. Så malede jeg den med flere lag "Grill-Lak", der som navnet siger, tåler høje temperaturer. "Grill-Lak" fås som spray i de fleste byggemarkeder til ca. 60,- Kr.

Støj fra udstødningen

Peugeot Speedfight støjer lidt mere end de fleste andre scootere. Det er selve lydpotten, og ikke afgangen, der støjer. Der er ikke så meget at gøre ved det; men man kan afmontere varmeskjoldet, og male det på bagsiden med "Body-Protection". Det svarer til at man lægger et tykt dæmpende lag gummi på bagsiden, og dæmper en del af lyden. Det lyder i hvertfald anderledes!

Exhaust Pipe

Bip'er

Jeg glemmer altid at slukke for blinklyset, fordi advarselslampen sidder så lavt. Jeg købte en almindelig 12 Volt bip'er, i en biltilbehørsforretning. Jeg monterede den med dobbeltklæbende tape, på blinkrelæet (det sidder på styret), og ledningerne satte jeg på som vist. Man skal afmontere det øverste "skjold" med speedometeret, og vippe det lidt frem, så kan man komme til. Prøv om det virker inden du samler det igen!

Blinkrelæ

Bagagebox og bagagebærer

Bagagebæreren må max belastes med 3Kg, i flg. den påklistrede mærkat.
Balancepunktet forrykkes, og det hele ryster, hvis man kører mere end 45 Km/t!!!

Lille løsning er at øge dæktrykket til 1,5 for og 1,8 bag samt at sætte fjederen i hårdeste hak.

Til en Speedfight 100 findes der et BLYSTYR. Det vejer adskillige Kg. og løser problemet definitivt.

Små Detaljer

Luftindtag
Ved leveringen var det ene sideskjold i stykker, og det nye der blev monteret havde et åbent luft-indtag foran. For at forhindre skidt, møj og mindre dyr i at ryge ind i det indvendige af scooteren, har jeg monteret et lille stykke rustfrit net, i hullet. Ideen kan måske bruges andre steder, og det er limet fast med silicone-gummi, der ikke opløser plastikken.

Luftindtaget, øger kølingen af udstødningsrøret. For yderligere at beskytte "bagagerummet" mod varmen, kan man købe det lille varmeskjold fra LC-modellen, og montere det.

Air Intake with stainless mesh

Skærmforlænger
For at holde min ryg fri for opsprøjt, har jeg monteret en original skærm-forlænger. den koster ca. 20,- Kr.

I Rear

Extra Luftfilter
Da jeg synes at luftfilter-elementet, 5mm tyk skumgummi, måske var lige i underkanten, har jeg monteret to oven på hinanden. Det har ingen større indflydelse på motorydelsen, topfarten eller benzinforbruget; men mindsker forhåbentlig mængden af støv der finder vej ind i motoren.

Du kan selv rense luftfilteret i benzin og fedte det ind igen. Kædespray har samme egenskaber som 'Luftfilterolie', det er bare meget billigere.
Giv også det indvendige af luftfilterdækslet et skud fedt.

"Reserve Hjul"
Før i tiden var der monteret et reservehjul på mange scootere. Egentlig er det en tiltalende tanke, at have mulighed for at komme videre, i tilfælde af en punktering. Jeg har monteret en dåse af det stads, man kan pumpe i dækket, ved punktering. Dåsen er fastgjort med selvklæbende burre-tape, under sædet, og der er stadig plads til hjelmen. Om det er effektivt, har jeg heldigvis ikke haft lejlighed til at konstatere; men virkningen er måske ligesom med en paraply ;-)

Lås
Den lange Wire Lås kan være lidt umedgørelig og svær at håndtere. Det irriterede mig, så jeg har med en engangsprøjte og kanyle, sprøjtet en blanding af tynd rustbeskyttelse og olie ind i den (10 - 15 ml). Nu er den dejlig smidig og nem at slynge rundt om alting. Hvis man samtidig smører den udvendig, med det silicone man bruger til dørlisterne på biler om vinteren, så smutter den selv tilbage i hullet, bare man fløjter!

Affjedring
Affjedringen bagtil er ret hård, sikkert fordi den skal kunne bære to personer. Desværre er motorophænget tilsvarende blødt, hvilket, efter min mening, af og til føles lidt underligt i sving. Det virker som om at den hårde affjedring tvinger en del af bevægelserne over i motorophænget.
Jeg synes selv at det hjælper gevaldigt at sætte fjederen i bageste støddæmper ét hak ned (brug en passende hagenøgle). Baghjulsafjedringen bliver en anelse blødere, og tilsyneladende passer dette bedre sammen med motorophænget.

Ønsker du 'Sportslige Køreegenskaber' skal du til gengæld spænde fjederen helt. Det samme gælder hvis du ønsker at køre med mere end 3 Kg på bagagebæreren, eller i Top-Boxen.

Kontrol af Speedometer
Der kan måske være grund til at få kontrolleret speedometeret?
Det kan gøres med de hvide markeringsstolper langs vejene. Der plejer at være 100m imellem dem, og tager man tid på passagen af f. eks 5 mellemrum, så har man en strækning og en tid at udregne hastigheden efter.
500m/tid*3600=meter i timen, så kan de fleste nok regne om til Km.

'Justering' af hastighed
Hvordan justerer man så hastigheden,, til en given tophastighed? Man kan selvfølgelig bruge gashåndtaget; men enkle mekaniske indgreb kan også gøre det.

Reduktion af de originale 9 gr. til 8,5 gr. (bores op med 8mm) ruller giver en reduktion på ca. 10Km/t, på en motor uden begrænsninger.

En anden mulighed er at lægge spændeskiver under skiven i den originale variator. Skiverne (3 stk.) lægges mellem skiven og variatoren, og fastholdes af de tre skruer. Det skulle give ca. 5Km/t pr. skive man lægger under. Herved er det muligt at 'justere' hastigheden hvorved begrænsningen indtræder

Udstødningen kan begrænses ved at lave en stor, 'tynd blikskive', 40mm i diameter og med et 6mm hul. Den monteres imellem den forkromede pyntegenstand og selve lydpotten. Reduktionen svarer knabt til et normalt ressonansrør.

Elektroniske hastighedsbegrænsere må forventes at danne mode nu!
De fås i forskellige udgaver, bl.a. med bremselys-kodning.


Den enkleste er at sætte en kondensator på imellem 0.22µF - 22µF over ledningerne til tændspolen. Afhængig af værdien begrænses omdrejningstallet. Med en passende montering af en kontakt, kan kondensatoren kobles til og fra.

Denne hjemmeside har ingen sammenhæng med officielle retningsliner fra Peugeot Danmark, vedrørende service, reparation eller anden form for vedligeholdelse. Enhver der foretager handlinger, efter de retningslinier der er givet på disse sider, gør det for egen regning og risiko.